Et brev fra mit tidligere stress-syge jeg

Kære Arbejdsgivere,

Digitale værktøjer, så som stress-test, kan aldrig stå alene. Der er behov for et supplement af varme hænder og lyttende ører. Min historie, om da jeg gik ned med stress, er bare en blandt mange.. Lad mig tage jer med næsten to år tilbage. I december 2020- Lockdown II.

En snigende fremstormende borgerkrig var begyndt inde i min krop

Blå blink og udrykning, først i overført betydning og dernæst den ægte vare. Jeg så alle advarslerne. Og retrospektivt kan jeg ikke sige, at det bare kom ud af den blå luft- for det gjorde det ikke.. Jeg valgte at negligere alle signaler, som min krop desperat forsøgte at advare mig med, og som mine omgivelser også gjorde mig opmærksom på med bekymrende kommentarer. Stress-testen fangede mig også, men…

Der var gang i den..

Nye ansvarsområder i ny stilling, Teams-møder i kalenderen uden pauser, hjemmeskoling af min datter og en hjemmevuggestuepasning af min søn.

Under første Lockdown var der stor forståelse fra hele samfundet for den uvidende Corona-tid, vi gik i møde. Lockdown II var præget af mindre fleksibilitet. Både fra samfundets side, men så sandelig også fra mig selv. Selvfølgelig kunne det lade sig gøre – igen.

Jeg sov fint (læs jeg faldt hurtigt i søvn), når jeg gik i seng, dog blev den ret hyppigt efter midnat inden hovedet ramte puden, men jeg sov, ergo, stresset var jeg i hvert fald ikke. Der skulle indhentes en masse arbejdstimer til bl.a. mødereferater, forberedelser til næste dag etc. Frokostpausen var inddraget til putning af den mindste til middagslur og Teams-rådgivning til den ældste. Jeg fik hjælp til pasning af bedsteforældre, og alligevel var dagene en lang uendelighed af dårlig samvittighed på alle fronter, krydret med et absolut minimum af kulturelt og socialt stimuli fordi, ja Lockdown.

Jeg skulle bare lige have de næste projekter ud over rampen..

En rastløshed spredte sig i kroppen, humøret var anstrengt og arbejdsbyrden føltes tungere og tungere. Så begyndte kvalmen, hyppige opkastninger og smerter i maven. Jeg tænkte, at jeg bare lige skulle over de næste par dage, så blev der lidt mere luft i kalenderen.

Der gik uger. Endelig, børnene var tilbage i skole- og institution, mens jeg selv forsatte hjemmefra. Lidt mere luft i løbet af dagen, men arbejdsdagen sluttede aldrig, for jeg kunne da lige nå nogle arbejdsopgaver, når børnene var lagt i seng. Pligtskyldigt tog jeg min tilbagevendende stress-test via mit arbejde. To gange var resultatet så alarmerende, at jeg midt i cirkusset blev ringet op af en velmenende erhvervskonsulent, som jeg hurtigt fik affejet, så jeg kunne komme videre med mit arbejde. Det var jo bare fordi, at jeg lige skulle have nogle projekter ud over rampen, så ville det hele blive meget bedre.

Det blev forår, Corona-tågen var lettet og alt så lidt lysere ud. Så kom knockoutet, bedst som essentielle processer var sat i drift og stenene var lagt til, at det skulle blive en fantastisk sommer.

Jeg lagde mig på sofaen, bare lige en time inden børnene kom hjem. Lettet, udmattet og med absurd ondt i maven. Jeg rejste mig ikke igen før 7 uger senere, efter 2 indlæggelser hvoraf den sidste var med ambulance. for energi og væske, med 40 i feber og store mængder binyrebarkhormon i blodet – nok til at vække en død mand. Ude af stand til at holde maden i mig, 12 kg lettere og desorienteret, lå jeg på Herlev Hospital. Jeg var ikke kun stresset, jeg var også syg, men det havde jeg ikke opdaget, jeg havde lukket ned for al føling med min krop. En kæmpe åbenbaring jeg dog fik, da jeg lå i hospitalssengen var, at absolut ingen døde af, at mine projekter stod stille. De blev bare sat på pause, og verden gik videre. Jeg havde to børn, der savnede deres mor, så derhjemme var der krise, ikke på arbejde.

Jeg havde ikke lært lektien..

Jeg fik en operation, og ganske få timer efter min opvågning var kvalmen og feberen væk. Jeg var som født på ny. Jeg følte mig klar til at tage på arbejde kun få dage efter operationen, men heldigvis fangede personaleafdelingen mig i de planer, og konverterede dem til en sygemelding frem til min sommerferie.

Hvad kunne så få mig til at se realiteterne i øjnene?

Når nu en alarmerende stress-test ikke kunne få mig til at se realiteterne i øjnene, hvad ville så, kunne man passende spørge sig selv?

Svaret for mit vedkommende, tror jeg,  kunne have været muligheden for at ringe til en uvildig rådgivningslinje. En ekstern professionel instans, der ikke kræver en tur til lægen først og ikke havde følelser i klemme i det jeg havde gang i. Jeg var måske endt samme sted som nu, men vejen derhen havde været noget lettere både privat og arbejdsmæssigt.

Mulighed for at tale med en sundhedsfaglig person, der kunne lytte til de udfordringer, private såvel som på arbejde, der forhindrede mig i at være en effektiv medarbejder, mor og hustru. De ville kunne lytte, og med deres sundhedsfaglige viden overtale mig til at gå til lægen. Efter min operation ville de have kunnet hjælpe med at gøre mig opmærksom på, hvad min krop og psyke havde været igennem, og forklare mig vigtigheden af en restitutionsperiode, så personaleafdelingen ikke havde behøvet at sygemelde mig mod min vilje og henvise mig til en psykolog.

Endorfin junkie

Min redning blev først, da jeg, skeptisk, mødte op til psykolog og det gik op for mig at jeg var, hvad hun beskrev som, en endorfin junkie. Tjeklister i langebaner-arbejdsmæssigt som privat. Tjeklister som både gav en rar følelse når de var vinget af, men et stressende element, når listen blev længere og længere.

Her fik jeg helt basale redskaber og råd, som fx at lave én ting af gangen, øve mig i at gå langsomt og være til stede i hvad jeg nu havde valgt at være fokuseret på. På den måde blev jeg mest effektiv. Både på den korte og den lange bane. Noget jeg dagligt skal minde mig selv om, men som virker, når hverdagen bliver hektisk og indbakken er fuld.

Mit sygdomsforløb har lært mig, hvor svært det er at hjælpe en tykpandet medarbejder som mig, som ovenikøbet ikke reagerer på diverse testresultater. Det er ikke rart at blive konfronteret med negative signaler, når man er i fuld gang, så det er besnærende at ignorere dem. At have mulighed for sparring med en sundhedsfaglig person uden at forpligte sig til noget, ville have hjulpet mig til at finde rundt i den jungle, det ind i mellem opleves at være i, når man er udfordret fysisk eller psykisk. Og hvem gider at rende til læge hele tiden?

I dag har jeg adgang til gratis og uvildig rådgivning gennem mit arbejde

Jeg er nu så heldig at være i en virksomhed, hvor kulturen er, at helbred og trivsel for den enkelte medarbejder er omdrejningspunktet. For alle kan stå et sted hvor en anonym hjælpende hånd er tiltrængt, hvad enten det er sygdom, skilsmisse, økonomi, stress eller uoverensstemmelser på arbejdet, der begrænser dig. I dag har jeg adgang til gratis anonym rådgivning gennem Sedgwick Care. Her kan alle medarbejdere ringe til rådgivningslinjerne og få sundhedsfaglig hjælp lige når de har brug for det – og helt uden at hverken lægen eller arbejdsgiver skal involveres.  Jeg har gennem mit arbejde erfaret, hvor stor en effekt, adgangen til en sundhedsfaglig rådgivningslinje kan have, både for den enkelte medarbejder og for virksomheden.

Så kære arbejdsgivere. Jeg ved I gerne vil passe på jeres ansatte, og at det optager jer meget, hvordan I løfter ansvaret med at mindske stress og højne medarbejdernes mentale trivsel. Der er så meget I kan gøre. Både i form af stressmålinger, men i høj grad i form af adgang til nogen at tale med. I ringer bare, så skal jeg nok hjælpe jer videre, for det er netop den mission, jeg er på i dag gennem mit arbejde. At sikre medarbejdernes trivsel på de danske arbejdspladser.

 

Kærlig hilsen

Louise