Min krop tog styringen, da jeg ikke lyttede til dens signaler
Chris Mc Donald sagde en gang de kloge ord: Kroppen kan sammenlignes med en ekvipage, hvor hesten er kroppen og rytteren er hjernen. Hvis hesten vil til venstre og rytteren vil til højre, så kommer man altså til venstre. Og jeg må give ham ret, efter selv at have prøvet det på egen krop.
Mig som menneske
Af personlighed er jeg et menneske, der altid kan finde noget positivt i situationen, og er det ikke muligt, så ser jeg det som en mulighed for at lære noget nyt i livet. Det kan lyde godt, men der er også en bagside ved det hele. Ind imellem kommer jeg til at se lidt for positivt på situationen og fortrænger den pris, det koster mig at være så positiv. Og læring er fint, men også her kan læringsprocessen være så energikrævende, at kroppen ikke kan holde til det.
Mit stofskifte gik i stå
Jeg levede i mange år i et parforhold, som jeg ikke trivedes helt i. Dagligdagen fungerede fint og ferierne også, så udefra så alt godt ud. Jeg arbejdede på det tidspunkt som sundhedsplejerske på deltid og kan godt lide udfordringer, så jeg begyndte at læse til psykoterapeut og jeg sprang til, da jeg fik tilbud om at komme i radioen og skrive både artikler og en bog om børn.
På hjemmefronten begyndte det at halte, da min samlever havde svært ved at takle den glæde, jeg fik af de udfordringer jeg tog op. Han begyndte at kritisere mig på forskellige måder – ”for at opmuntre mig til udvikling”, sagde han.
Det tog jeg selvfølgelig op i min psykoterapeutuddannelse, for jeg ønskede at blive i forholdet, og fik gode redskaber til at takle det. Men det endte med, at jeg blev rigtig syg. Min krop gjorde mig opmærksom på at jeg ikke trivedes i forholdet, ved at sætte en autoimmun stofskiftesygdom i gang. Jeg dannede antistoffer imod mig selv og var i gang med at ødelægge mit stofskifte. Jeg var blevet selvdestruktiv, fordi jeg gik for meget på kompromis med mig selv i forsøget på at redde forholdet.
Da jeg forlod forholdet gik mit stofskifte i gang igen, og jeg tabte uden indsats de kilo, som jeg havde taget på i forbindelse med det dårlige stofskifte. Jeg opnåede også at blive medicinfri til lægernes store overraskelse, de troede ikke på den psykiske faktor.
Så gik det galt igen
Nogle år senere gik det galt igen, men på en anden måde. Her var min elskede far og en anden ældre person, der betød meget for mig, meget syge og begge indlagt, og selvfølgelig ikke på det samme hospital. Det var første gang jeg skulle sige farvel til meget betydningsfulde personer i mit liv, og det var svært for mig rent følelsesmæssigt at håndtere det. Jeg ville gerne være hos dem begge, men det kunne jo ikke lade sig gøre. Samtidig var jeg i gang med supplerende psykoterapeutisk uddannelse og opstart som selvstændig psykoterapeut, og var lige flyttet sammen med en ny meget støttende kæreste i en lejlighed, hvor jeg også kunne have klienter. Økonomien var lidt stram og sorg og bekymringstanker stod i kø og kostede oceaner af energi. Mere energi end min krop kunne honorere, viste det sig, med alle de gængse symptomer på længerevarende stress til følge.
Mine stresssymptomer skyldtes ikke travlhed men følelsesmæssigt pres. Det var svært at handle på situationen, og jeg vidste jo, at situationen og presset ville ændre sig i løbet af en kortere periode, når min far og den anden person var taget herfra. Jeg tog mig sammen, men havde postbuddet ringet på døren og bedt mig om at kvittere for en pakke, så havde jeg været nødt til at bede ham om at komme igen en anden dag, for det kunne jeg ikke overskue – så langt ude i stress var jeg.
Vejen ud af stress
Jeg begyndte at være nysgerrig på, hvad stress egentlig gjorde ved krop og hjerne. Hvorfor havde jeg det sådan, og kunne jeg selv gøre noget for at få det bedre? Blev jeg nogensinde mig selv igen? Heldigvis er der mange hjerneforskere, der har forsket i emnet, så der var en masse viden at hente med hensyn til at få kroppens energikonto i plus igen, når kontoen er blevet overbrugt gennem længere tid, og man lever i kassekredittens vold. Jeg fandt forklaringen på min tilstand og fandt råd om kost, vitamin- og mineral tilskud, god og dårlig motion, søvn og vigtigheden af at gøre noget, der gør mig glad. Jeg fulgte rådene og fik det langsomt bedre, og lærte nødvendigheden af at sætte fokus på både fysisk og psykisk egenomsorg samt livskvalitet, hvis jeg ville undgå tilbagefald.
For ikke at glemme den vigtige viden skrev jeg bogen Vejen ud af stress. Den er udsolgt fra forlaget men findes på biblioteket. Den kommer også som E-bog, når jeg får overskud til det.
Min nye livsfilosofi
Nu lever jeg efter filosofien: Livet er for kort til dårlige relationer, og egenomsorg og livskvalitet er livsnødvendigt og ikke noget, man skal gøre sig fortjent til. Og efter flere kurser i kropsterapi er jeg blevet meget bedre til at lytte til kroppens signaler, for kroppen er ofte klogere end hovedet. Jeg er blevet rytteren der følger hestens vej til at nå målet, og jeg når faktisk i mål hver gang.
En nemmere vej
Jeg fandt vejen ud af mine udfordringer ved hjælp af læger, psykoterapeuter, flere uddannelser og mange timers søgen efter viden om, hvad stress gør ved kroppen. Tænk hvis jeg kunne have fået råd og vejledning af nogen, der både havde sundhedsfaglig og psykologisk viden og respekt for, at hoved og krop påvirker hinanden rent fysisk. Det havde sparet mig for en masse energi, penge og sygedage.
Sedgwick Care
Alle i vores rådgivningscenter har en sundhedsfaglig baggrund med en psykologisk overbygning, så vores kunder kan benytte rådgivningslinjen så snart de møder en vanskelig udfordring – uanset om den er fysisk eller psykisk. Og alle får en personlig kontaktperson gennem hele forløbet.
