Medarbejderne tager bekymringer om privatøkonomien med på arbejde
Bekymringer om privatøkonomien fylder meget for mange danskere. Hvordan vil en krise påvirke mig? Hvad betyder den høje inflation? Og hvad gør jeg, hvis jeg pludselig ikke længere har samme indkomst? Tanker som disse kan desværre spolere alles nattesøvn og mange medarbejdere tager også bekymringerne med på arbejde. Hvad kan man som virksomhed gøre for at hjælpe medarbejderne? Og kan man overhovedet blande sig i deres privatøkonomi? Derfor har vi sat Louise Theilgaard fra Sedgwick Care og uvildig finansiel rådgiver Desirée Ballegaard i stævne til en snak.
Jeg oplever, at medarbejdere i stor grad tager bekymringerne om deres økonomi og usikkerheden om deres fremtid med på arbejde. Det kan komme til udtryk på forskellige måder, men ét er sikkert: Det optager båndbredde og påvirker den enkelte mentalt som fysisk. I den nyeste rapport fra Deloitte (2023), som er en undersøgelse af Generation Z og Millennials, siger 35 % af Generation Z og 42 % af Millennials, at de er bekymret over deres regninger. Henholdsvis 51% af Generation Z og 52 % af Millennials lever fra lønseddel til lønseddel, og 46 % af Generation Z og 37 % af Millennials har taget et ekstra job ved siden af. Dette er blot en undersøgelse af disse to generationer – og det er alarmerende og stærkt bekymrende tal.
Hvordan ved man, om det påvirker medarbejderne?
Louise Theilgaard:
Mit bedste svar er, ved at spørge medarbejderne. Det gør vi via vores sundhedsscreening, som arbejdsgiveren kun ser anonymiseret data på. Det kan være svært ved første øjekast at identificere, om en medarbejder er påvirket. Det ligger ofte i de ting, de siger eller fortier, ud over at det kan aflæses i produktiviteten. Der kan være mange faktorer, som påvirker den enkelte, såsom det fysiske og psykiske helbred, forhold og relationer, arbejdet og karrieren, den personlige udvikling, familie og venner, det at være forældre, fritid og muligheder – og altså ikke kun økonomi.
Jeg synes det med at blande sig er en interessant debat, som vi kan bruge et helt selvstændigt interview på. Men jeg synes ikke det handler om at en arbejdsgiver blander sig. Økonomi er meget personligt og et følsomt emne. Det er de færreste der har lyst til at sidde og diskutere realkreditlån eller andre økonomiske dispositioner med chefen.
Det er et reelt problem, at økonomiske bekymringer fylder. Med de tal Desiree nævnte før mener jeg klart, at man som virksomhed har et ansvar. Det er ikke noget, man som arbejdsplads kan vende det blinde øje til, hvis man ønsker en sund bundlinje og glade medarbejdere.
En virksomheds fokus er rentabel produktion- derfor bør man optimere alle forhold der har betydning for produktivitet. Hvad end det er mennesker eller maskiner. Du er nødt til at afdække dine risici og handle derefter. Jeg ser fx mental coaching eller økonomisk rådgivning på linje med at tilbyde en medarbejder en mousetrapper, virusprogram til computeren eller en frugtordning.
Alle er bedst tjent med en bæredygtig tankegang, forebyg hvor du kan. Det er både etisk, moralsk og en rigtig god forretning.
Hvad kan man så som virksomhed gøre?
Desiree:
Virksomheder kan gøre meget ved at tage alt i opløbet og ikke først reagere, når skaden er sket, og bekymringerne/problemerne har taget overhånd.
Min erfaring er, at en snak med en økonomisk rådgiver og/eller en gennemgang af økonomien med løbende årlig opfølgning gør en verden til forskel hos den enkelte; og det frigiver båndbredde på et helt andet niveau. Det er her, virksomheden kan gøre en kæmpe forskel og sørge for, at medarbejderne kan få den hjælp, de har behov for – og gøre det med ekstern hjælp, så medarbejderne ikke føler sig blottet eller udskammet.
Louise:
Det handler om at tage et socialt ansvar. Det er ikke nogen statshemmelighed, at der har været økonomisk krise og at danskerne er og har været presset på økonomien. Vores erfaring er, at man ikke engang behøver spørge medarbejderne om det er noget de ønsker, men blot tilbyde det.
